Trapezleg  på halmloftet ..

Stalden og  laden  var vore foretrukne legesteder. På våde og regntunge efterårsdage var det halmloftet, der trak. Tusmørkets hygge og uhygge sammen med  halmens stikkende blødhed når vi lander efter en saltomortale fra en højtsiddende bjælke.  Halmen indbyder til hulebygning, nærhed og hemmeligheder. En halmhules vægge dæmper og holder på ordene. Her kan man i sikkerhed sige alt. 
Trapezen indbyder til dristighed og vildskab. Med  en vældig kraft og fart  kan vi i rebet, der er bundet til toppen af et tagspær  svinge os hen over et svimlende dyb i et svæv fra bjælke til bjælke. Snart i armene og snart i benene med hovedet nedad.  Den halvåbne loftslem forstærker dybet og farligheden i vores vilde leg. Trygheden indfinder sig når  toppen af fars kasket under aftenrøgtningen stryger forbi nede på fodergangen eller når vi hører mor kalde til aftensmad. Metalloftslemmen bliver skubbet til side og en efter en glider vore kroppe ud  over lofthullets kant for øjeblikket efter at mærke  staldens varme i  kinderne. Undervejs mod fyrrummet bliver tøjet renset for de største halmstrå og avner, men sporene igennem vaskerummet hen imod køkkenet  fortæller med al mulig  tydelighed  hvor eftermiddagen er blevet tilbragt, og har ødelagt dele af en mors eftermiddagsrengøring. 
Ved aftensmaden blandes halmduften med hyldebærsuppens sødlige duft og mens måltidet skrider frem kryber stanken fra sokker, der en hel eftermiddag havde opholdt sig i gummistøvler, op under bordet.
Halmen i naboens staklade bliver også brugt. Vi laver dødsspring fra ladens top. En bunke halm på den hårdtstampede jord udgør vort usikre landingssted. Der  afprøves først med ganske almindelige spring inden vi går over til de mere avancerede saltomortaler. I det hele taget udgør naboejendommen  en utrolig legeplads. Her forekommer alt at være muligt. Lige fra lavtloftede huler øverst oppe i et maskinhus til en motorbane, bestående af forhindringer og sving, der gør enhver motocrosskører grøn af misundelse.
                                

Pirellisvinget er opbygget af en jordvold i ca. halvanden meters højde. Midt i svinget ligger vi på vore cykler vandret i luften, mens vi i et halvfems grades sving umiddelbart efter må fatte om en gren med venstre hånd for at holde balancen og komme helskindede gennem kurven. Banens sidste alvorlige forhindring er en  fordybning på ca. en meter. Det specielle ved fordybningen er, at den ikke er afrundet i bunden men tværtimod fremstår med vinkel på halvfems grader. At den nyerhvervede konfirmationscykels forhjul fremstår med en tilsvarende vinkel efter mødet med motorbanens forhindring skulle vi have forudset.
Vore styrkesider er ikke just forudseenhed. Slet ikke når vi lægger planer, der er lidt grænseoverskridende. Som nu omkring nytårsaften. Via en gavllem og staldloftet skal naboen stald erobres. Inventar  bortføres og gemmes.
Mange timers planlægning forsvinder i et hug da et:
                   "Hvad fanden laver I her ?
 gjalder igennem stalden. Naboen overrasker os og dukker frem  på det mest ubelejlige øjeblik. Belæsset med rebstiger og tov lister vi duknakkede forbi ham. Ud i nytårsnattens frostvejr og sne. Videre til næste offer. Først hilse på. Godt nytår og godter. Bagefter på drilagtig rov i stald og lade.

Istid
                                              
Nytårsløjerne er en kærkommen afveksling i den mørke tid. Det samme er is og skøjter. Fra skoletidsophør til aftensmadstid boltrer vi os på isen. Drabelige ishockeykampe mellem Fælled Øst og Fælled Vest bliver udkæmpet. Udstyret består af hjemmelavede ishockeystave og skøjter, der er spændt på gummistøvler. De holder højst en banelængde, skal konstant spændes og bliver justeret med bl.a. halve trætøjklemmer.
 Mørket stopper vor leg. Med smagen af sne og vådt uldtøj i munden trasker vi hjemad. Der er lys i staldvinduerne vinduer, da vore ømme og mørbankede kroppe slæber sig ind på gårdspladsen.Vi øjner far i malkerummet, han hælder en spand nymalket mælk op i køleren.
 Sne og skøjter  sparkes af udenfor vaskerumsdøren. Vådt tøj hænges til tørre i fyrrummet.
Duften af handsker og fugtighed hænger endnu i vore hænder, da vi spiser aftensmad. I morgen skal vi på isen igen.
På vej hjem fra skoleskuret slår vi sidst på vinteren et smut over på isen. Overfladen er blevet til vand. Vi prøver isen af med en glidetur, og konstaterer, at det ikke bliver til flere ishockeykampe i denne omgang. 
I massevis af små bække og vandstrømme forsvinder vor vinterlegeplads ud i kanalen, der skiller vore marker fra naboens. Kanalen svulmer op, breder sig og får fart.
 Vore spytklatter, der bruges til at undersøge vandets giftighed med, farer hurtigt under broen. Spreder spytklatten sig er vandet giftigt. Modsat hvis spytklatten kommer samlet gennem turen under broen.
Vi opholder os oftere ved kanalen nu. Sejler i en gammel udtjent jumbe. Reb og rafter bliver til en bro over kanalen.
Foråret melder sin ankomst med længere dage og syltetøjsglas med hundestejlere. Gummistøvlernes længde slår ikke til. Oliefyret er våde sokkers sikre  holdeplads. Cementrørene ved kanalen er vor samlingsplads forårs-og sommeraftner. Dagene igennem samler rørene varme og vore bare ben suger den opsamlede varme til sig på duggede og kølige aftner.