Pommes Fritesfri uge


FODBOLDCAMP: Unge i lære som ”prof”

"Jeg vil udvikle mig og live bedre, siger Jacob Kristensen"

Og det betyder blandt andet, at slik, pommes frites og pølser er bandlyst og ”arbejdsdage” til klokken 23.
I stedet er det frugt, brød og sund kost og måltider fem til seks gange om dagen.
Det betyder også disciplin, indlagte træningspas, teori og analyser af fodboldkampe.
48 unge fodboldspillere, 34 drenge og 14 piger, fra hele landet er nemlig i disse dage i lære som professionelle fodboldspillere i Hjallerup. Hjallerup IF lægger baner til, men det er DBU, der har arrangeret den fire dage lange camp, som har til formål at give de unge et indblik i livet som professionel fodboldspiller.
- Der er intet krav til spillernes niveau, her er spillere fra hele landet og en camp er med til at holde dem til ilden. Det giver de unge mulighed for at mødes og blive udfordret på et andet plan end i klubben, siger Camp leder, Adam Harell, der til er træner i klubben men i denne forbindelse står for alt det praktiske i forbindelse med arrangementet.
En af dem, der er med, er 13-årige Jakob Kristensen fra Hjørring, der til daglig spiller i Hjørring IF.
Han har tidligere været med på fodboldskole men ville gerne prøve noget andet og har derfor betalt 800 kroner for at deltage.
- Jeg vil gerne udvikle mig og blive bedre, siger Jakob Kristensen, mens han sender bolden af sted til makkeren.
Tidligere landsholdsspiller, Flemming Nielsen, er instruktør på camp’en og er i gang med sæsonens tredje camp. Sammen med fire trænere står han for træningen, teori om teambuilding, personlig udvikling etc.
- På en camp er der tid til at gå i dybden, der er fokus på hvad du skal stoppe i kroppen og på træningen. Der er træning i mindre grupper end i en klub og deltagerne får lov til at prøve, hvad det vil sige at have en stor træningsmængde, siger Flemming Nielsen og fortsætter.
- I løbet af camp’ens fire dage får de trænet lige så meget som de ville have gjort på fire uger i klubben, siger Flemming Nielsen.
Deltagerne sover på stadion og det betyder, at de 34 drenge sover sammen i et lokale, mens de 14 piger sover sammen.
- Det er hyggeligt og det giver et bedre sammenhold, siger Jakob Kristensen.
Camp’en starter med morgenmad klokken 8.30, herefter er der træningspas, hvorefter der er pause med frugt og nybagt brød. Herefter er der igen træning, inden spillerne skal ind og have et bad og klæde om til frokost. Efter maden er der tid til hvil, inden der er teori.
Efter vitaminerne til hovedet gælder det træning på grønsværen, Og om aftenen har spillerne fået til opgave at analysere fodboldkampe.
Så mon ikke det er en flok trætte ”proffer”, der i dag vender næsen hjemad.