"Majnattens lave tåger bølger endnu omkring mig, da jeg en tidlig morgenstund vandrer fra Løgumkloster ad vejen mod nord. Men i solglansen over tågerne synger usynligt lærkerne, som allerede for længst er oppe. De grå slør svæver hid og did for den svage vind, som endnu ikke ved, hvorhen den vil blæse.

Men snart begynder vejen langsomt at stige, tågen bliver tyndere, og den farves gylden af solens skin. Græsset er endnu hvidligt af dug, og dens dråber hænger tæt i plantagens træer. En gulspurv letter med et rusk fra en lille gran ved vejsiden og forsinder i tågen, fenen ryster, og dråberne falder; de skulle ellers have hængt her og mødt solens stråler op ad dagen og stille være blevet til damp igen på deres sted.

Vejen svinger mere mod nordvest, og nu bliver det til alvor med stigningen; jeg går til vejrs gennem tågen som en svømmer, der vil nå havoverfladen. Lysglansen øges og tågens øverste, lette spind kan snart ikke mere standse udsigten. Foran mig dukker langsomt en vældig ås højt op over disen, kronet af en kæmpehøj.

Jeg kravler op af kæmpehøjens sider og står snart på dens top, åsens højeste punkt. Herfra ser jeg højderyggen slynge sig vidt mod nord, men lavere og lavere, til den tilsidst forsvinder i tågehavet. Også mod vest synker den langsomt; men mod øst, hvorfra jeg er kommet, står den brat som en klint ned i den lave tåge.I syd løfter sig et spidst kirkespir ensomt op i solglansen; men fjernt ude i nordvest ser jeg et andet højland svæve over den blinkende dis.

Det er Løgumbjerg, jeg står på, og kæmpehøjen er Vognshøj, en af de største i landet.

Men solen stiger, og langsomt begynder tågerne at vige; en mild morgenbrise fra vest driver dem foran sig, og lidt efter lidt afdækkes landet for mit blik. Form bag form springer frem over den jævne slette om bjerget; det er som at se gennem en dugget rude, hvorfra solen driver sløret bort. I syd trænger det gamle Løgumkloster ud i dagsglansen, omgivet af den lille yndige by med de ensartede småhuse og Cistercienserklostrets røde kirkemure rankende sig over de grønne trækroner - det hele er som pillet ud af en "Noah`s ark". Mod nordvest dukker det vældige bakkedrag med de berømte "gasse Høje" ud af disen som et fata morgana. Småskove, kirketårne og fjerne byer glider frem i lyset.

Og farve tændes ved farve fjernt og nær, fra kyst til kyst. Jeg ser fra mit stade tværs over hele Jylland fra Østersø til Vesterhav, fra Tønder kirketårn ved marskens rand og det stålblå Vesterhav bag Emmerslev-Ballum højlandet i vest til Åbenråfjordens højder og de blinkende fjorde i øst til landets grænse i syd bag de store flader mod Bredevad og Tinglev.-

Løgumbjerg er et af de herligste steder, jeg kender - langt kønnere og mægtigere, mere storladent end østlandets berømte "udsigter". Dette er et digt af selveste Gudfader på en højhellig søndag morgen, da han var for glad til at hvile. Er det ikke en guddommelig tanke, at bræen har hældt denne lange grusbunke, som ikke er stort mere end halvanden gange Rundetårns højde, ud på den lave slette, så man kan kalde det bjerg med rette og se femogtyve kvadratmile land fra den top.

Der findes intet sted inden for Jyllands grænser, hvorfra man har et sådant overblik over landets skiftende natur, et snit fra øst til vest gennem dets forskelligartede former. Histude ved Østersøen aner man de blånende, takkede og skovklædte højder fra istidens morænedannelser, der tårner sig op over de dybt indskårne fjorde med de rige agre, bakke op og ned, det klassiske østjyske landskab, der fortsættes op langs Lille Bælts yndige kyster og med enkelte afbrydelser karakteriserer kysten lige til Mariager Fjord. Inden for dette vandskellet på randen af de vide, gamle hedesletter, dannet af det strømmende gletschervand, brudt af de brede åløb, som endnu glider i deres tusindårige leje, og hist og her delt af større eller mindre, isolerede bakkeøer. Og endelig længst mod vest den barske kyst, Jyllands side vendt mod storm og gus og bølgeslag, med sin brede klitbræmme, der hernede er skilt fra marsken ved det lave vadehav og dækker den lange, øde ørække kystlangs.   Det er Jyllands tre højst forskellige fysiognomier, dets ansigter tegnet i skarpe træk. Med sit tredobbelte Janushoved, som en omstyrtet herme, med et ansigt opad, en stærk profil mod øst og en anden mod vest, ligger landet mellem de to have.

Som tre brede bælter, kan dette følges fra sydgrænsen til hvor Limfjorden deler landet. Mens marsken er et sydjysk fænomen og hedesletterne kun et syd - og midtjysk, kan af de to højst forskellige kystlandskaber det vestlige følges lige til Skagen, mens det østvendsysselske landskab fra Hammer til Tolne bakker har sit eget, fra alt det øvrige forskellige præg.

Sønderjylland har på sin ringe bredde, der kun er en tredjedel af Nordjyllands, hvor dette er bredest, samlet modsætningerne til yderlighed. Intet sted er de østjyske landskaber mere idylliske, frodigere, mere prægede af fin kultur og overdådig natur end her, hedesletterne er nogle af de armeste og mest ensformige i landet, skønt de nu næsten overalt er under kultur, og intet sted på vor vestkyst har havet hærget som her, hvor stormfloder har opslugt hele sogne og ladet dem forsvinde i bølgerne.

Fra mit stade ser jeg ud over dette land fra øst til vest. I gårde og hytter hernede har folket levet under så forskellige kår, på dette kun fem - seks mile brede stræk. Og hver efter sit sted er beboerne i væsen og karakter blevet præget af de kår, landet har budt dem. Men er de i bogstaveligste forstand et produkt af landets geologi, er de det ike mindre af dets historie. Og det stykke land, jeg overskuer, har været mere hjemsøgt af Danmarkshistorie end de fleste andre egne af landet. Historien har bogstaveligt talt travet frem og tilbage over det, fra Kimbrers, Haruders og Sabalingiers dage til vor tid. Vendere sværmede ad dets veje op gennem Jylland på deres plyndringstogter, kongers og hertugers hære, kejserkrigens og svenskekrigenes lejetropper af "tatere og polakker" har larmet gennem landet, de blåkæbede smådjævle blandt Napoleonskrigens allierede valsede herigennem til Koldinghus. Og endelig - de to slesvigske krige, hvis minder over de faldne så vemodigt præger "den alfare vej".

Hvad har denne befolkning ikke mødt af ondt ! Til sidst var den, ene af alle danske, tvunget til at gå ind i verdenskrigen på en fremmed magts side. Er det mærkeligt, at dette bestandige uvæsen, denne idelige uro har gjort den urolig, at den efter altid at have måttet leve i opposition endelig selv er blevet obsternasig? Stædig, ja - men mest i sin trofasthed.

En ravn kommer skrålende  sønderfra og trækker hen over mit hoved - valens gamle fugl. Lavt flyver den over Løgumbjerg og følger højderyggen, til den forsvinder nordude. Jeg står og falder i staver, mens jeg følger dens flugt, men vækkes af noget koldt og fugtigt, som rører min hånd. Det er en af de løse kalve, som er kommet hen for at snuse til mig. Lidt efter tager den et forsigtigt tag i mit buksebag, mens  den vender det hvide ud af øjnene. Den vil ikke kløs i panden, mistænksom viger den baglæns på de vaklende ben. 

Jeg ser mig om. Hvad er det ? Jeg er nok ikke alene her ! Derhenne ved brønden med det frønnede træværk sidder den skinbarlige Jeppe på Bjerget i moderniseret udgave over ende i græsset, lige vågnet på morgenkvisten. En landstryger, der har brugt Løgumbjerg til at sove på. Godt valgt makker ! Om han tror sig i baronens seng eller på møddingen fremgår ikke af hans mine - han har slet ingen. Det fuldkommen forsovede ansigt, der er som en pennevisker af rødligt skæg og hår, fortrækker sig langsomt, og efter mageløse forberedelser, slår det ud i en uhyre gaben, hvor det længe bliver stående. Da der endelig er kommet orden i ansigtsmuskulaturerne, gyser han et par gange, klør sig inderligt under hatten og ser sig omsider omkring.

Hvor har jeg set ham før ? Jo, for et par dage siden over den gamle stenbro ved Immervad, traskende ad "Hærvejen" sydpå med randsel på naken og stav udi hånd. Han kom der som på bestilling for at danne den håndgribelige afslutning på en lang række af skygger, der drog forbi mig ad den gamle vej - oldtidfolk og hærmænd, konger og deres følge, korsfarere og pilgrimme, lejetropper med pauker og faner og raslende vogntog - endelig fulgt af studedrifternes karavaner ad de nu så ensomme vejspor. Han der kommer som bagtravet, vejens sidste erobrer. Et stort skridt nedad igen, fra den fede stud til den magre landstryger.

Og nu sidder han her.

Han får øje på mig, men lader, som om jeg er en ledstolpe, der altid har stået her, og betragter mig kun et øjeblik. Så vender han med et udtryk af verdensmandsmæssig, behersket væmmelse ansigtet bort og ser ned i græsset ved sin side. Dèr får han øje på sin randsel, og der kommer øjeblikkelig liv i ham. Hans udtryk slår over i velbehag, da han åbner den og trækker en stor pakke frem, indsvøbt i avispapir. Ud af den haler han forskellige fødevarer, som han omhyggeligt grupperer foran sig på den udbredte avis. Men så besinder han sig og går hen til brønden, trækker en spandfuld op og drikker længe og eftertrykkeligt af det morgenkolde vand. Så vender han tilbage til pakken og går med stor indsigt og fatning om bord i dens indhold.

Tre af de røde kalve er gået hen til ham og står stille og betragter ham. Det ser godt ud, dette ! Jeg går ikke hen og forstyrrer billedet, det er fuldt færdigt. Ingen fremmed røst skal spolere denne Adams morgen i paradis. Lad ham være lykkelig i øjeblikket, og alene, en frydefuld vagabond - som jeg selv, blot under andre kår.

Men har han ikke alt, hvad det kommer an på ? Sulemad i mængde, frisk kildevand og tre savlende tilskuere med misundelsen lysende ud af øjnene, skønt de står til knæede i deres eget madfad! Kun en skælm forlanger mere End ikke om jeg havde været i stand til at række ham en iskold snaps, ville jeg have forstyrret ham.

Farvel, min broder ! Vi går hver sin vej. Men også jeg misunder dig. Thi i vort forhindringsløb hen ad vejen er jeg den, som er stærkest handicappet: Du oplever meget mere end jeg og slipper for at berette om det !

Jeg vendte brat og gik ned ad bakken mod Løgumkloster.