Som ondskabsfulde følgesvende var de der hele året, roerne.
Om foråret som endeløse rækker af små grønne kimblade, der klistrede sammen med senegræsset under udtyndingen. Kun afbrudt af vejgrøftens læ og kaffepauser. Saftevand i mælkeflasker. Franskbrødsmadder gennemblødte af solskin og marmelade. Grøftekantens lange græs kildede vore kroppe og vinden sendte hvirvler af sandskorn, der blev hængende i mad og mundviger.
Om sommeren fremstod roerne som sjaskvåde bredbladede kolosser, der sørgede for  våde bukseben. Fra midt på låret og nedover.
I efterårets regn og slud som sorte plørede marker med sammenslædede rækker af tunge runde knolde. Lå blot og ventede på at vi kom med fork og greb. Hver og èn skulle op på gummivognen. For at blive kørt til samling. Her skulle der igen bruges fork og greb før de havnede i roestakken. Belagt med halm skulle de endelig dækkes med et jordlag.

Som om det ikke var nok skulle samme jordlag i vinterens løb fjernes. Roerne skulle køres hjem. Igen måtte fork og greb i gang.

-fortsættes